Ny publikation fra EPD Danmark
Med digitaliseringen opstår muligheden for at anvende miljødata fra EPD’er til mange formål, og dermed også risikoen for at lave fejl. Særligt når EPD’ens miljødata anvendes til andet og mere, end de var tiltænkt.
Ny guide skal bidrage til god skik i brugen af miljødata i byggeriet
Miljøvaredeklarationer (EPD’er) er blevet en fast del af værktøjskassen i byggeriet, når bygningers klimapåvirkning i stigende grad skal dokumenteres.
Men det kan være vanskeligt at bruge EPD-data korrekt. Det gælder ikke mindst nye brugere, som risikerer at lave fejl, der både kan blive dyre og tidskrævende at få rettet.
Netop derfor udgiver EPD Danmark, i samarbejde med Brancheforeningen Danske Byggecentre, en ”dos and don’ts-guide”, der skal rette opmærksomheden mod de væsentligste faldgruber. Guiden er ikke tænkt som en løftet pegefinger, og heller ikke som en opfordring til at bruge EPD’er på en anden måde end de er tiltænkt. Håbet er at skabe bevidsthed om forskellen på korrekt og ukorrekt anvendelse af EPD’er.
Sammenlign kun det sammenlignelige
De færreste er måske opmærksomme på, at EPD’er ikke er lavet til at sammenligne produkter, men derimod som datagrundlag til bygningsLCA’er.
Kaster man sig alligevel ud i en sammenligning på baggrund af EPD-data, så er et af de vigtigste huskeråd, at man kun skal sammenligne det sammenlignelige. Det kan lyde banalt, men i praksis kan det være svært at gennemskue om to EPD’er er sammenlignelige, også selv om de er udarbejdet efter samme principper og standarder.
Brug af EPD-data kræver generelt at man er åben om metoder, antagelser og gyldighedsperioder.
Det gælder især, hvis data trækkes ind selvudviklede værktøjer. En af de fejl, man kan komme til at lave, er at sammenligne EPD’ers CO₂-tal direkte uden at tjekke forudsætninger og moduler. En anden fejl kunne være, at man kommunikerer EPD-tal direkte til forbrugere uden at være opmærksom på, at EPD’en er skabt til B2B-dokumentation og ikke beregnet til direkte forbrugerkommunikation.
Det handler om tillid til data
I værste fald kan ukorrekt brug af miljødata betyde falske miljøpåstande og greenwashing.
Som dansk EPD-program, og derfor en markant organisation i udviklingen af viden og værktøjer til EPD’er, har EPD Danmark et ønske om at bevare tilliden til de miljødata, der skabes og udveksles.
Derfor håber vi i EPD Danmark at danske EPD-brugere tager godt imod vores nye guide og bruge den aktivt i deres arbejde med miljødata.
Guiden er støttet af Grundejernes Investeringsfond.
Guiden kan hentes her
