EPD Danmark underskriver aftale om gensidig anerkendelse med IBU




3. februar 2015

I efteråret 2013 lancerede Teknologisk Institut EPD Danmark med det formål, at kunne tilbyde miljøvaredeklarationer (EPD) til byggevareproducenter. I oktober 2014 var EPD Danmark med til at lancere de første ECO EPDer gennem ECO Platform samarbejdet. Nu har EPD Danmark så underskrevet en formel aftale om gensidig anerkendelse med Institut Bauen und Umwelt e. V. (IBU), som nok er Europas førende organisation inden for området. Aftalen blev indgået efter måneders forarbejde, og er kulminationen på næsten to års arbejde med at skabe en Europæisk forankret ordning, som også anerkendes i branchen herhjemme.

”Denne aftale er en stor fordel for både Instituttet såvel som for vores kunder. For Instituttet er det et stort skulderklap, at Europas fremmeste inden for dette område, nu har skrevet under på, at EPD Danmark kan sidestilles med IBU, hvad angår kvalitet, indhold og uvildighed i vores ydelser. For vores kunder betyder aftalen helt konkret, at de nu kan placere deres EPD på det Tyske marked, med store besparelser på tid, frustrationer og omkostninger, i det de undgår at skulle udarbejde den samme dokumentation flere gange.

Med denne aftale har vi taget et vigtigt skridt imod et smidigere og mindre omkostningstungt Europæisk system – det kan vi være stolte af, siger Mathias Høeg fra Teknologisk Institut”.

Tilbage





Læs aftalen her